Nogle jazzbands vælger at stå op når de spiller,og andre at sidde ned.
Doc Houlind New Orleans Revival All Stars, har helt sin egen måde at servere musikken på.
De sidder konsekvent ned, lige indtil det sidste kor, hvor alle mand rejser sig og afslutter nummeret.
Denne form for performance demonstrerer tydeligt for publikum, at kunstnerne "sælger" deres musik allerbedst i stående tilstand.
Det hedder blandt de indviede: "At nå ud over kanten".
Nu skal det retfærdigvis siges,at Søren Doc Houlind, med sin sorte bredskyggede hat, ikke havde besvær med at nå os allesammen, med sine vokale fortolkninger af  de gamle jazzstandards og sit overbevisene trompetspil.
Betydningen af ordet "revival" (genopblom- string) fik sig en demotur gennem det gamle New Orleans i 20' erne med"Swanee River" og "Bill Baily".
Anderledes var det med hans kommentarer og annonceringer, mellem numrene. De var komplet uforståelige for flere af de tilstedeværende p.g.a. en "ulden mikrofon". Det blev dog, - til aller- sidst, korrigeret af Ronald Andersen, der fungerede som lydmand.
Samme Ronald viste iøvrigt, med en forrygende trommesolo, at han kan andet end at spille på guitar.
Et ønske, fra den tydeligt sygdomsramte og helt afkræftede Mama Jazz (Annelise Ulsing) blev efterkommet med "Burgundi Street Blues" udført af Jesper Capion Larsen på klarinet.
Der var vist en del af os, der kneb en tåre, og nummeret fik da også aftenens største bifald.
Denne fine aften blev afsluttet med "Ice Cream" som ekstranummer og
"We'ill meet again" som punktum finale.

Kurt

Søren Doc Houlind, trompet, vokal
Kristian Barfoed, trombone
Holden Fogh, bas
Ebbe Kjærsgaard Hansen, banjo
Lis Krøyer, piano
Jesper Capion Larsen, klarinet
Roland Andersen, trommer